3

Indledning.

Farven lader sig bruge af hvem somhelst, men den afslører kun sin dybeste hemmelighed for dem, der hengivent elsker den.
Kandinsky

  Under vort arbejde med lys og farve har der åbnet sig en forunderlig verden fuld af spændende lys- og farvefænomener. Denne viden vil vi gerne indvi børn og voksne i. Ved at få større kendskab til farvernes og lysets verden, vil børn og voksne berige deres hverdag med æstetiske oplevelser.

Baggrund.

Hanne:
  Mine tidligste erindringer er knyttet til lys og farver. Som barn tegnede og malede jeg mere end de fleste. I arbejdet med børn, har jeg prioriteret børnenes leg med farver højt. Jeg bor i en lysegn, men erkendte især lysets betydning, da jeg kom til at arbejde i en institution uden sollys.
  Gennem Rudolf Steiner dukketeater, hvor lys og farver danner stemningen, blev jeg inspireret til opgaven om dukketeater i "Kultur og æstetik" sidste år, og med dette speciale uddybes min interesse for lys og farvers påvirkning på mennesker.

Tove:
  Som lille legede jeg med farver, tegnede og malede meget. Farvede klude kunne have min interesse i flere timer. Jeg syede ofte mine egne dukker, hvortil jeg lavede de fineste dragter.
  Jeg er vokset op på landet, og var som barn meget optaget af naturen, årstidernes lys, især skoven virkede dragende, lyset i træernes kroner, lys og skygge på skovbunden.
  I den institution, hvor jeg arbejdede, har jeg haft en gruppe børn til tegning og maling på en fast ugedag.
  Sidste år på Kultur og æstetik, lavede jeg en opgave om maleforløbet. Derfor har jeg fået interesse i mere fordybelse i emnet: Lys og farvers påvirkning på børn/voksne.

3