5

Lys- og farvelærens historie.

  Dette afsnit vil belyse hvordan forskere har beskrevet lys og farver.
  Det er med baggrund i denne viden at spe-cialets forsøg er opstillet.
  Afsnittet bygger på Newtons, Goethes og Ittens farvelære.

 Farver opleves som en egenskab ved vor omverden. Græs er grønt. Men det er delvis en ilusion. Alt hvad der møder øjet, er reflekser af solens lys, der kastes tilbage fra farveløse genstande. Vi kan måske forstå dette, når vi lægger mærke til hvordan farven falmer bort fra tingene, sammen med lyset. En tidlig morgen eller en tåget dag er havet tømt for farve.
  Farvesynet er en subjektiv oplevelse, som opstår gennem et samspil mellem sollyset, et objekts overflade, og vort øje, der er indrettet til at tolke lysbølgerne på en bestemt måde.
  Menneskets naturlige trang til at sætte tingene i system, har ført til at mange kunstnere, fysikkere og filosoffer i tidens løb, har forsøgt at opstille farveteorier og systemer.

  Omkring år 1700 opdagede Newton, at det hvide sollys kunne spaltes, når det blev ledet gennem et prisme, hvor det delte sig i en vifte af farver, som han opfangede på en skærm.
  Newtons lys- og farvelære hviler på, at farverne er indeholdt i lyset, men først opstår som synlige farver, når lyset brydes eller spaltes.
  Det Newton så på skærmen var spektralfarverne, også kaldet regnbuefarverne, som igen kunne samles til hvidt lys ved hjælp af en samlelinse.
  Newton opererede med en rækkefølge af farver: Rød, orange, gul, grøn , blå, indigo og violet. Som mange andre samtidige, var Newton optaget af det, vi idag kalder "det mystiske", og tallet 7 ansås for et vigtigt magisk tal. Newton sidestillede de syv farver med de syv sfærer og musikkens diatoniske skala.


6

  I 1790 anskaffede Goethe, Tysklands store digter, humanist og naturforsker, Newtons optiske værker. En dag havde han det, vi idag kalder en "Aha-oplevelse": I et fuldstændigt hvidt rum, så han igennem et prisme, imod forventning - at den hvide væg forblev hvid, mens farverne kun viste sig, hvor lys og mørke mødes - ved vin-duessprossen.
  Goethe konkluderede derfor, at en grænse mellem lys og mørke er nødvendig for at farverne bliver til.
  Ud fra spekterets farver konstruerede Goethe sin seks-delte farvecirkel, hvor gul, blå og rød er primærfarver.
  Regnbuen forblev dog et stort mysterium for ham, og det lykkedes ham ikke at opdage at regnedråberne fungerer som små prismner.
  Efterbilledet, der dannes ved at betragte en farve intenst en tid, og derpå flytte blikket hen til et hvidt felt, var for Goethe nøglen til forståelse af farveharmoni. Goethe forestillede sig efterbilledet som øjets opfyldelse af ønsket om farvekombinationer, der spændte over hele spekteret.

  Goethes farvebeskrivelse har været udgangspunkt for vore forsøg samt maleproces med børnene.

  Johannes Itten var lærer på kunstskolen Bauhaus i Weimar 1919-1923. I sin undervisning formidlede Itten grundsætningerne for farve- og formlære, komposition og formning.
  Itten var interesseret i farver ud fra et videnskabeligt og åndeligt synspunkt. Itten opstillede en tolvdelt farvecirkel, der er blevet en fast bestanddel af kunstuddannelserne i store dele af verden.
  Ittens farvecirkel har som primærfarver de tre grundfarver: Rød, blå og gul. Sekundærfarverne: Orange, grøn og violet opstår som blanding af to primærfarver således:
Orange = gul + rød. Grøn = gul + blå. Violet = rød + blå.
Itten definerede farveharmonier sådan:
Treklang: En kombination af 3 farver, der ligger med lige stor afstand i farvecirklen.
  Firklang: En kombination af 4 farver, der ligger med lige stor afstand i farvecirklen.